Sara Koch

Det er altid de udadvendte der skal bestemme, tænkte jeg, dem der ler højest og taler hele tiden, og som vil lære absolut alle at kende, det er dem man ser og hører mest, og dermed tror alle at det er det at være udadvendt der er normalt, man er ligesom mærkelig hvis man bedst kan lide at være alene, selv os som bedst kan lide at være alene, tror vi er mærkelige, tænkte jeg, og det er uretfærdigt, det at de udadvendte bestemmer at alle skal prøve at blive som dem, det kan ikke være rigtigt, tænkte jeg, og jeg hidsede mig mere og mere op.

Var du da ikke lykkelig?

Lykkelig? Det er kun middelmådige mennesker der er lykkelige.

Du var et skrækkeligt menneske, Ingrid Alstadsæter, siger Nils.

Tak. Og kom ikke og tro at jeg vil spørge dig.

Om hvad?

Om du var lykkelig, jeg ved hvad du vil svare. Du er en af dem der tror du er lykkelig der hvor du er, en der ikke ønsker sig andet end det du allerede har.

Jeg var lykkelig.

Spurgte jeg dig?

Nej, men jeg var lykkelig. Jeg lavede nu bare det min familie altid havde lavet.

Frøken Alstadsæter udstøder en kort latter.