”Om morgenen ringer vækkeuret på min telefon. Jeg står op, tænder lyset på badeværelset, børster tænder, tager tøj på, varmer vand i el-kedlen til kaffe, rister lidt brød, finder noget syltetøj i køleskabet. Jeg hører måske lidt radio, før jeg tager metroen hen på arbejde, fordi min cykel er punkteret. Før jeg går, tjekker jeg lige rejseplanen, så jeg er sikker på at tage den hurtigste rute til laboratoriet.
Ud over tandbørstning og det med at tage tøj på, kunne ingen af de ting lade sig gøre, hvis ikke ham, denne her bog er skrevet om, havde fået en idé og lavet et bestemt eksperiment for 200 år siden. Et eksperiment, ingen før han havde haft fantasi til at lave. Alle andre var nemlig enige om, at det, han ledte efter, ikke fandtes. Men det gjorde det, og han fandt det. Eksperimentet ændrede verden og måden man opfattede den på radikalt. Lærebøgerne i fysik skulle skrives om. Et gammelt verdensbillede forsvandt, og et nyt dukkede frem.
Før Ørsted gjorde sin opdagelse, så morgenen snarere sådan her ud: Om morgenen vågner jeg ved, at hanen galer. Jeg står op og tager tøj på, tænder olielampen og henter brænde til komfuret. Jeg henter vand i kedlen og varmer det over ilden. Jeg finder syltetøjet ude i fadeburet, rister og kværner kaffe, hælder vand hen over og drikker det, før jeg skal afsted. Min hest er punkteret, så jeg må gå hele vejen hen til arbejde. Før jeg går, vækker jeg lige Åge for at høre, hvilken vej jeg skal gå for at undgå at få for meget mudder på skoene.”
Sådan begynder Johan Olsens bog, der udkommer i anledning af 200-året for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen.
