Caspar Eric

Min krop er andre menneskers arbejde.

tænker jeg på min mor
der også må have drømt om noget andet.
Jeg er noget som det er umuligt at drømme om.

eg tror på, at folk omkring os vil os det godt. De fatter bare meget sjældent, hvordan vi har det. Vi udfører et konstant og privat omsorgsarbejde. Og samtidig benægter vi, at det arbejde finder sted. Tager ikke de pauser, vi har brug for. Måske også fordi vi har fået at vide hele livet, at det fineste er, hvis man ikke lægger mærke til vores handicap.

At vi kun må tale om smerten, hvis vi kan transformere den til en køleskabsmagnet.

I ET ENGANGSLIV kan man ikke bare starte forfra.